I aften kl. 19.00 kan du igen opleve naturvidenskabeligt foredrag på Gasværket, Byleddet 2C. Denne gang handler det om ”Magtfulde mikrober der gavner dig”. Professor Oluf Borbye Pedersen gør dig klogere på nyeste forskning om de bakterier, svampe og virus som lever i og på os. Læs mere her.
I eftermiddag kl. 16.30-18.00 inviterer Verdens Skove og Det boligsociale hus til at gå i Gellerups bypark og spise pandekager over bål med urter fra byparken. Det foregår ved Fælleshaven lige syd for Foreningernes Hus.
Kunstner Astrid Gjesing har flyttet sit værksted ind i lejligheden Inger Christensens Gade 33, st.th. Her laver hun projektet Alt Forladt, hvor hun inviterer beboerne fra den pågældende blok til at komme forbi og fortælle deres historie om, hvordan det har været at bo i Gellerupparken. Ordene fra fortællingerne bliver nedskrevet og syet ind i et stort broderi. Du kan kigge forbi Astrid Gjesings værksted hver dag fra kl 11 til 15.
Magistraten i Aarhus Kommune vedtog mandag en indstilling fra Teknik og Miljø, om at der skal laves en forundersøgelse af broprojektet i Brabrand. Broen skal forbinde Helenelyst og True Skov med resten af Brabrand og Brabrand Sø, og projektet vil koste 12-15 mio. kr., mener Teknik og Miljø. Sagen bliver nu sendt videre til byrådet.
Mandag kl. 16.30 standsede politiet en bil ved krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej i forbindelse med en rutinekontrol. I bilen sad en 19-årig mand, der ikke havde medbragt sit kørekort, hvilket han blev sigtet for. Da bilen lugtede af hash blev den gennemgået af betjentene, der fandt en mindre mængde hash, der var gemt bag handskerummet. Den 19-årige mand blev derfor også sigtet for narkobesiddelse.