Skib saboteret på Brabrand Sø! Omkring 1970 foregik der en kraftig oprensning af Brabrand Sø ved hjælp af en slamsuger. I 1971 blev skibet med slamsugeren saboteret. Hvad skete der? Hvorfor skete det? Hvem gjorde det? Det er nogle af de spørgsmål, der vil blive besvaret ved de lokalhistoriske aftener, der foregår på Det Gamle Gasværk i morgen, onsdag, samt d. 26. januar. Her kan du også høre om Aarslev Sav- og Hammerværk samt lærlingeliv i 1950ernes og 1960ernes Brabrand. Det er Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv, der viser billeder og fortæller. Billetter á 50 kr. inkl. kaffe og kage kan bestilles på dgg@detgamlegasvaerk.dk.
Cirka 80 personer deltog i mandagens debatmøde på Gellerup Bibliotek med titlen “Hvad drømmer vi om i Gellerup?” Mødet var præget af, at beboerne havde ordet, mens politikere, entreprenører m.fl. hovedsagelig lyttede. 36 deltagere fik ordet i løbet af de halvanden time, mødet varede. Mødet var arrangeret af Gellerup Bibliotek og Vores Brabrand.
Beboerhuset Laden, Edwin Rahrs Vej 6a, har fået et åbent syværksted. Det er i januar åbent hver tirsdag kl. 12.30-14.00, hvor man kan komme og lære at sy eller at reparere sit tøj. Du kan kontakte Nasiiba på 2060 2036, hvis du er interesseret. Tilbuddet er kun for beboere på Toveshøj.
Grimfest er i fuld gang med at præsentere nogle af de optrædende på den kommende sommers festival. Det gælder blandt andet blues-ikonet Mike Andersen, som har huseret i det danske musikliv siden 2002. “Hans musik er blå – helt bogstaveligt med bluesen som afsæt. Men Mike Andersen er meget mere end en traditionsbunden blueshåndværker med en stærk stemme og et sikkert greb om guitaren. Hans virke som sanger og sangskriver er med til at børste støvet af en genre, som ellers har haft det med at strande sig selv i fortiden,” skriver Grimfest om Mike Andersen.
En 23-årig mandlig bilist blev mandag aften kl. 20.15 stoppet af en politipatrulje fra Østjyllands Politi på Edwin Rahrs Vej. Ved en ransagning af mandens køretøj fandt betjentene frem til nogle hundrede tramadol-piller og en mindre mængde hash. Manden havde ingen gyldig recept til pillerne, og både Tramadoler og hash blev derfor beslaglagt, mens den unge mand blev sigtet for forsøg på salg af euforiserende stoffer.