Årets OMG! Festival i lørdags på Grimhøjgaard, Grimhøjvej 20, blev en stor og herligt solrig succes for de godt 2000 besøgende. Dagen var præget af masser af sjove aktiviteter og underholdning, tid til fordybelse, plads til bare at være, og ikke mindst mulighed for at møde jævnaldrende og starte nye venskaber på tværs af hele byen, skriver Ung i Aarhus på Facebook.
Den 21-årige målmand, Mathias Ørnskov, som lørdag blev slået bevidstløs i en fodboldkamp for Brabrand i danmarksserien mod Varde, er udskrevet fra hospitalet og hjemme ved sine forældre, skriver Stiften i en opfølgning på uheldet. “Jeg har skrevet med ham. Inden længe kommer han ud i klubben og siger hej, og det tror jeg vil betyde meget for hans holdkammerater. Det er uvist hvornår han kan spille fodbold igen, men det er også sekundært lige nu,” siger holdets træner, Thomas Otkjær, til avisen.
Fredens Hus i Gellerup inviterer i aften kl. 17-20 til “Dialog i en pita” i Gellerup Højskoles lokaler på Gudsrunsvej 82. “Kom sulten og få en snak om, hvad den bedste pita i verden skal indeholde,” skriver Fredens Hus. I løbet af aftenen kan man desuden i dialog med de øvrige deltagere blive klogere på sig selv og sine egne værdier.
Selvom Aarhus Kommune nu har sat store skilte op foran Gellerup Bibliotek, hvor der står, at parkering er forbudt, har det endnu ikke bundfældet sig fuldstændig hos brugerne af området. Billedet er taget mandag formiddag.