I eftermiddag kl. 17-18 får cykelværkstedet i Røde Kors Huset ved Bazar Vest igen besøg af cykelsmeden Louise, som vil fortælle om basale reparationsteknikker. Cykelværkstedet er nyåbnet og er baseret på, at frivillige hjælper “kunderne” på plads, så de selv kan foretage reparationerne.
Stiften har interviewet Nicolaj Bang, som netop har afløst Steen Stavnsbo som byrådsmedlem og ikke mindst rådmand for Teknik og Miljø. I interviewet fortæller han både om sine holdninger til det at være politiker, om at tage ansvaret på sig og om tøjstil. Og så naturligvis også om politik: “Vi kommer ikke til at ændre politikken ret meget. Jeg har været med til at udvikle De Konservatives pejlemærker i byrådet, fordi jeg som suppleant var en del af baggrundsgruppen. Så jeg har også et slags ejerskab over politikken,” siger han i interviewet.
Mandag kl. 14.42 skete der et færdselsuheld i en rundkørsel på Edwin Rahrs Vej ved Logistikparken. En 51-årig mandlig bilist mistede kontrollen over sin bil – formentligt på grund af et ildebefindende – og kørte ud i rabatten og ramte et skilt. Han kom umiddelbart ikke alvorligt til skade.
I aften kl. 17.30-19.30 inviterer Brabrand Grønne Nabofællesskaber til gratis aftensmad hos Marianne og Henrik på Engdalsvej 120A. Her vil Jessica Baier fra Aarhus Kommune inspirere til, hvordan man kan arbejde med grønne tiltag i Brabrand. Det er gratis at deltage, men du skal senest kl. 10.00 tilmelde dig ved at klikke “deltager” på begivenheden her.
I aften kl. 19.15 spiller fodboldklubben Vatanspor sæsonens første hjemmekamp i jyllandsserien på banen ved Sødalskolen, hvor Vorup kommer på besøg. Vatanspor er igen tilbage på Sødalskolen, efter at holdet i en periode måtte spille på kunstgræsbanen i Gellerup, mens fodboldbanen blev jævnet ud af Aarhus Kommune.
Vandløbet i den hvide beton i den sydlige ende af Gellerupparken, Fossen, har i længere tid set snavset ud, men forleden fik det hele den helt store tur af Brabrand Boligforenings servicefolk og fremstår igen som en indbydende indgang til Gellerup fra syd.
Lokalavisen har været på besøg i Brabrand for at tale med Leonida Nielsen om sønnen Søren Holms psykiske sygdom. Søren Holm var forsanger i det anerkendte nye danske band Liss, der netop nåede at udgive bandets første album, inden Søren Holm døde. Du kan læse interviewet med Leonida Nielsen her.
Der er gang i nye projekter og løsninger overalt i lokalsamfundet. På Sødalskolen er de i Klub 3 i gang med at bygge en ny skateboard-rampe, der allerede nu begynder at tage form.