I eftermiddag kl. 16.30-19.30 holder Brabrand-Årslev Fællesråd og Vores Brabrand pop-op event i Brabrand Søpark med en række korte oplæg om nye og igangværende projekter omkring Brabrand Sø. Du kan tilmelde dig via begivenheden her.
Engdalskolen har for anden gang måttet sende elever hjem, efter at to elever i forskellige 8. klasser var blevet smittet med corona, skriver Stiften. Det skete i sidste uge, hvor de to klasser og deres lærere derfor blev sendt hjem. Skolen er dog på ingen måde så hårdt ramt som for en måned siden, understreger skoleleder Anders Munthe over for Stiften.
I dag kl. 16.00 kan du ved Nordgårdhallen møde kunstner Thomas Kruse og nogle af Gellerups glade gavlmalere og se det nye gavlmaleri “Gellerup i alle farver”, som i sidste uge blev malet på nordgavlen af Nordgårdhallen. Du kan høre om processen omkring maleriet – og om drømmene om at male videre på Gellerupparkens gavle.
I aften kl. 17.30-19.30 kan du komme forbi Gellerup Bibliotek og høre om bosnisk folkemusik Sevdah og Balkan Beat-kultur i Danmark. Dj Sabs fortæller spændende eksempler og historier.
I aften er der menighedsrådsvalg i 8220 Brabrand. Valgmødet i Brabrand Kirke foregår kl. 19-22 i sognegården, Engdalsvej 1, og i Gellerup Kirke starter mødet kl. 19.30 i kirkens lokaler. I Sdr. Aarslev Kirke er valgforsamlingen først i morgen, onsdag, kl. 19.00.
I dag fortsætter Brabrand Kulturuge, og bl.a. holder Jydsk Antikvariat kl. 9-16 åbent på J.P. Larsens Vej 17. Blandt andet er der bogudsalg i en opstillet container ved antikvariatet. Også kunstudstillingen i Brabrand Sognegård er åben i dag mellem kl. 9.00 og 13.00, og det samme er Gasværkets kunstudstilling og Victor´s Værksted i tidsrummet kl. 13-17. Endelig har også Atelier JP19B åbent kl. 10-16.