Fodboldklubben Vatanspor, der har til huse ved Sødalskolen, og AGF er gået sammen for at støtte ofrene for de forfærdelige jordskælv, der har kostet over 30.000 mennesker livet i Tyrkiet og Syrien. Den populære stadion-kebab bliver en del af indsamlingen, når AGF og Vatanspor donerer al omsætningen fra salget af kebab ved AGF’s første hjemmekamp den 26. februar. Desuden donerer AGF og Vatanspor en signeret kamp-trøje. Begge trøjer broderes med et tyrkisk og syrisk flag, skriver AGF på hjemmesiden.
I dag kl. 17-19 inviterer Cirkus Tværs til en workshop, hvor man kan komme og prøve alle cirkus-disciplinerne. Det foregår i Cirkus Tværs´ lokaler i Sports- og Kulturcampus. Deltagelse er gratis, og der er ingen tilmelding.
Brabrand IF´s fodboldherrer i 2. division er taget på træningslejr i Tyrkiet og er godt i gang med ugens program. Der er mulighed for at følge spillerne på holdets Instagram-profil, hvor der dagligt bliver delt alt fra seriøse træninger til afslapninger – som her efter frokost.
Der har været gang i forårs-oprydningen i Brabrand Boligforenings afdeling, Søvangen, hvor der bl.a. er blevet fældet træer i skoven, og der er ryddet op i cykler og barnevogne, der ikke er blevet brugt i lang tid, skriver boligforeningen på Facebook.
På et beboermøde sidste år besluttede Toveshøjs beboere, at der skal være en hjertestarter ved beboerhuset Laden på Edwin Rahrs Vej. Hjertestarteren er nu sat op på væggen ud til Ladens p-plads og er registreret på Trygfonden side.
Mandag kl. 22.00 fik en 44-årig mand et klip i kørekortet, da han kørte over for rødt lys i krydset mellem Gudrunsvej/Åby Ringvej i forbindelse med et højresving. Han blev desuden sigtet for at køre med et nedslidt fordæk.