Hvis du følger med i Facebook-gruppen Livet i Ådalen, kan du næsten dagligt nyde smukke naturfotos fra lokalområdet – blandt andet flotte fotos af det rige fugleliv. Jørgen Thobo-Carlsen fangede forleden en isfugl i nærbillede, mens den sad og observerede fra toppen af en knækket træstamme.
I dag kl. 10-11 fortsætter Brabrand Kulturuge med åbent hus på Rostadion hos roklubben Sero. Ligeledes fra kl. 10.00 er der udsalg hos Danmission Genbrug på Hovedgaden – og kl. 10.3-12.00 byder Gellerup Bibliotek på højtlæsning for voksne. Der er kaffe på kanden, og du kan læne dig tilbage i de bløde stole og nyde en litterær stund.
Den talentfulde motocross-kører Frederik Rahn Stampe er i spidsen for DM-feltet efter weekendens afdeling om det danske mesterskab. Han følte sig godt tilpas på banen i Næstved og vandt det første heat med over 30 sekunder til nummer to. Før andet heat blev banen jævnet en del og blev noget hurtigere, så feltet blev mere tæt. Frederik Rahn Stampe kom op på andenpladsen men væltede og sluttede som nummer tre. Det gav en samlet førsteplads på dagen, og han fører nu turneringen med 7 points.
Et nyt motionstilbud i Brabrand har set dagens lys. SportsFitness.dk tilbyder outdoor fitness og sportstræning i det naturskønne område Skjoldhøjkilen omkring Hasle Bakker i det vestlige Aarhus. Der tilbydes bl.a personlig træning og holdtræning i samarbejde med foreningen Aarhus Athlet Klub – Motion.