Mandag aften fik Brabrands fodboldkvinder i jyllandsserien forårets første sejr, men det holdt hårdt, før Kolind/Perstrup var nedkæmpet med cifrene 5-2. Louise Bendtsen bragte Brabrand foran, men gæsterne udlignede, inden Anne Lomborg og Freja Vinther Nielsen gjorde det til 3-1 inden pausen. Så fulgte endnu et mål til Kolind, inden mål af Amanda Larsen og Sarah Kaagaard Dahl sikrede sejren til Brabrand. Også klubbens andethold i serie 2 fik en storsejr på 5-0 over Aarhus 1900.
I dag kl. 13.00 kan du deltage i en gåtur i Hasle Bakker arrangeret af Folkesundhed Aarhus Vest. Turen er for kvinder i Gellerup og Toveshøj og afsluttes med kaffe og kage. Mødestedet er ved fælleshaven i byparken (foran Foreningernes Hus).
I aften kl. 18.30 får Brabrands jyllandsseriehold i fodbold besøg af Fuglebakken på kunstgræsbanen ved Brabrandhallen. Brabrand skal hermed op mod endnu en af favoritterne til oprykning til danmarksserien.
Der er kyllinger på vej hos Natursamarbejdet på Louisevej. Her ruger de selv deres kyllinger ud. Når de bliver store, er de med i forløbene “Bur til Bord” og “Historisk Værksted”. I videoen her kan du se, hvordan de henter æggene og putter dem i rugemaskinen.
Corona-smitten har stadig godt fat i flere områder i Aarhus. Blandt andet har Gellerup Sogn stadig en incidens over 300. Det er et mål for antallet af smittede i løbet af den sidste uge pr. 100.000 indbyggere. Helt konkret er incidensen 313, mens Ravnsbjerg fortsat topper med en incidens på 357.

Natten til tirsdag kl. 00.28 blev en patrulje på Silkeborgvej opmærksom på en bil, som betjentene standsede for at foretage en rutinekontrol. I bilen sad fire personer, to kvinder og to mænd, og da der lugtede kraftigt af hash i bilen, blev de alle fire visiteret. Den ene af mændene, der var 21 år, blev fundet i besiddelse en mindre mængde hash og blev derfor sigtet for narkobesiddelse. Den ene af kvinderne, der var 17 år, blev fundet i besiddelse af to ulovlige knive. Hun blev sigtet for overtrædelse af knivloven, og da hun var under 18 år blev de sociale myndigheder orienteret om sagen.