I går åbnede City Vest igen – med de sikkerhedsforanstaltninger, der var nødvendige. Så vidt vides gav det ingen problemer i forhold til afstanden mellem kunderne. I dag åbner også Bazar Vest, der som altid havde lukket mandag.
På grund af coronaen er det endnu ikke lykkedes Brabrand IF Håndbold at holde generalforsamling. Men i morgen, onsdag, sker det. Generalforsamlingen foregår online via videoplatformen Teams. Du kan finde et link til videomødet i bunden af denne begivenhed eller i en mail fra Holdsport.
Østjyllands Politi fik mandag et tip, om at en muslimsk fællesbøn i Gellerup mandag klokken 11 ville samle så mange deltagere, at det ville være en overtrædelse af forsamlingsforbuddet. Men politiet kom for sent, og da politifolkene nåede frem ved 11.30-tiden, var fællesbønnen afsluttet. Men politiet vil i de kommende dage være opmærksom på situationen, siger politiinspektør Gert Bisgaard til TV2 Østjylland.
Der var desværre en fejl i det PLUS-nyhedsbrev, der mandag blev sendt ud til jer, som er medlemmer af Vores Brabrand. Det kunne forstås sådan, at Skovgårdsparken i 2019 “dumpede” på kriteriet om beskæftigelse. Men den vedlagte grafik taler sandt: Boligområdet klarede netop kravene på det punkt. Undskyld fejlen.