Rådmand for Teknik og Miljø, Bünyamin Simsek (V), har bedt de lokale fællesråd om at kommentere på, hvilke typer bump, Aarhus Kommune skal anvende som fartdæmpning på de lokale veje, skriver Lokalavisen. “Jeg vil ikke sidde på rådhuset og diktere, hvilken løsning der dur i lokalområdet. Det vil jeg lade være op til det lokale fællesråd,” siger Bünyamin Simsek.
Hele ugen frem til søndag d. 17. januar kan du hver dag kl. 9-16 i Globus 1, Gudrunsvej 3A, blive testet for anti-stoffer og hermed deltage i projektet “Vi tester Danmark”. Det er et stort nationalt projekt, der går ud på at undersøge omfanget og konsekvenserne af sygdom forårsaget af coronavirus blandt borgere i Danmark. ”Vi tester Danmark” drives af Statens Serum Institut i samarbejde med eksperter fra regionerne og universiteterne.
Endnu en tidligere Brabrand-spiller prøver lykken i den færøske fodboldliga. Lukas Enevoldsen har ophævet kontrakten i FC Fredericia, og skal i næste sæson spille på Færøerne. Den 27-årige midtstopper er således blevet præsenteret i den færøske klub B36 Torshavn, skriver Bold.dk.
Endnu en tidligere Brabrand-spiller er på vej videre ud i den store verden. Mandag blev 22-årige Oskar Buur officielt udlejet fra Wolverhampton i England til Grasshoppers i Schweiz. Her skal han efter planen slå sine folder de næste 18 måneder, og Buur glæder sig til at fortsætte sin udvikling i nye rammer. “Jeg forventer at være mere involveret på førsteholdet, og forhåbentlig får jeg en masse minutter og erfaring,” siger han til Bold.dk.
Retssagen mod den 53-årige mand, som er tiltalt for at ville dræbe Rasmus Paludan i Digterparken sidste sommer, er i fuld gang. Manden mener, at han bliver styret af en djinn – en slags ond dæmon. Han fortalte i retten, at en tyrkisk kvinde lagde en forbandelse over ham i 2009. Han ville ikke giftes med hende, og derfor forbandede hun ham og rejste til Tyrkiet. “Jeg har sort magi fra 2009. Der er ikke nogen imamer, der vil hjælpe mig,” sagde han i følge Ritzau.
En 26-årig mand blev mandag kl. 21.44 anholdt på Gudrunsvej og sigtet for at narkosalg, da en patrulje opdagede, at han havde en plasticpose med joints på sig. I posen lå 156 joints – og så havde han lige to ekstra i lommen. Mens betjentene var ved at visitere den 26-årige, blandede en 18-årig mand sig i deres arbejde. Han råbte forskellige skældsord efter patruljen, og han endte derfor med selv at blive anholdt – sigtet for at fornærme politiet.