Bestyrelsen i Brabrand IF Tennis fik i aftes mandat til at gå videre med planerne om at etablere en padelbane på anlægget i Brabrand Bakker. 42 af de 63 fremmødte medlemmer stemte ja til, at bestyrelsen må nedlægge en af tenninsafdelingens syv baner og anlægge en padelbane på arealet. 21 medlemmer stemte nej. Bestyrelsen har dermed ligeledes fuldmagt til at anvende 200.000 kr. af egenkapitalen til projektet.
Stine Buus fra Toveshøj er nomineret til Årets Boligsociale Ildsjælepris. Hun er indstillet af Den Boligsociale Helhedsplan i Gellerup-Toveshøj for sit store engagement og dygtige arbejde i foreningen Idræts og Venskabs Forening (IVF). De sidste to år har hun været en drivende kraft og har formået at opbygge en god organisering af foreningens aktiviteter, der betyder, at IVF er vokset markant og i dag tæller 200 medlemmer. Du kan læse mere om Stine Buus i denne artikel.
I dag kl. 16.00-16.30 er der på Gellerup Bibliotek både højtlæsning og fællessang for store og små. “Vores højtlæsnings-bedstemor Margit har sammen med Ole, som spiller guitar, planlagt en hyggelig og musikalsk eftermiddag på biblioteket. Der er kaffe og te på kanden,” skriver biblioteket. Arrangementet er for børn, voksne og familier. Det er gratis og uden tilmelding.
Bistro Den Flyvende Hane fortsætter med hver onsdag at præsentere klassiske danske middagsretter. Denne onsdag er der julemedister med grønlangkål og brunede kartofler på menuen. Du får en “god stor portion” for 69,-. “Husk at bestille i god tid, enten på FB eller på tlf. 22642912,” skriver Den Flyvende Hane.
I dag kl. 10.00–15.30 afholder Aarhus Bibliotekerne på Dokk1 en tema- og netværksdag med overskriften ”Biblioteker som rum for samtale og debat”. Her kan du blandt andet høre om Gellerup Biblioteks og Vores Brabrands erfaringer med at skabe fælles debatarrangementer i løbet af 2023.
På søndag d. 17. december inviterer en gruppe frivillige med palæstinensiske rødder til en støttemiddag på Diamond Place på Gjellerupvej, hvor alt overskud går til forskellige vinterprojekter i Gaza. Der bliver serveret en buffet af Diamond Palace’s egen kok, og desuden vil der være musikalske indslag med palæstinensisk folkemusik, digtoplæsning, salg af palæstinensiske kunstværker og traditionelt tøj. Billetter á 300,- købes på MobilePay nummer 280284, markeret med “event”. Billetsalg lukkes torsdag kl. 22. Læs mere her.