I eftermiddag kl. 16.30 inviterer Gellerup Art Factory til åbent GAF-møde på Gellerupscenen. Hver tredje måned inviterer GAF aktive kunst- og kulturaktører i området på besøg. Dagens gæst er Aage Stokholm, Grimfest.
I aften kl. 20.30 slår Gasværket dørene op for Mads Mathias Heises Jul. Mads Mathias er sanger, sangskriver og saxofonist, mens Mathias Heise er mundharpist, komponist og pianist. Én ting har de dog til fælles: nemlig kærligheden til julen og dens musik. Med sig har de Peter Rosendal, piano, Morten Ankerfeldt, bas, og Morten Lund, trommer. Billetter kan bestilles her.
Otte børn fra fritidsklubben Engdalsvej besøgte forleden beboere på Engsøgaard Plejehjem – og med sig havde de julehygge: Der blev pyntet op, spist kanelsnegle, og drukket saftevand. Og så sang børn og beboere i fællesskab rigtig mange gode velkendte julesange.
I morgen, onsdag, kl. 19.00 inviterer Brabrand Husmoderforening til juleafslutning i Brabrand Kirke. Efter arrangementet i kirken serveres kaffe med kage på lokalcentret, Voldbækvej 92. Deltagelse er gratis. Tilmelding på tlf 2441 7648. Alle er velkomne.