Fra i dag er alle corona-restriktioner ophævet. Smitten er dog stadig betydelig, omend faldende, i 8220 Brabrand. I Brabrand Sogn har der været 478 nye smittede den sidste uge, hvilket er en del færre end de sidste par uger. Den samme tendens ser man i Gellerup Sogn, hvor der de sidste syv dage har været 436 smittede. I Sdr. Årslev Sogn er tallet 36 smittede.
En 37-årig mand fra Middelfart er blevet idømt tre et halvt års fængsel for blandt andet at have sat folks liv og helbred på spil på Brabrandstien sidste år. Med politiet i hælene kørte han på motorcykel over mere end to kilometer med over 100 km/t på Brabrandstien, mens folk sprang for livet for ikke at blive påkørt. Manden mente i retten selv, at han kørte forsigtigt forbi børnene på stien. Dommen omfattede i øvrigt en del andre forhold. Du kan læse det hele på Stiften.
I dag starter træningen i fodboldklubben Vatanspor, der har til huse ved Sødalskolen. Om tirsdagen foregår træningen i gymnastiksalen på Sødalskolen, mens der torsdag aften trænes på kunstgræsbanen Arena Vest i Gellerup. Begge dage trænes der kl. 18.30.
Aarhus Kommune har gennem de seneste fem år brugt mange kræfter på at cirka 2,5 millioner kroner af skatteydernes penge til advokatudgifter i forbindelse med kontrollen af Brabrand Boligforening. Det skriver Jyllands-Posten. Blandt andet har kommunen brugt 1,9 mio. kr. til to advokatundersøgelser af boligforeningens igangsætning af et renoveringsprojekt i Toveshøj.
I eftermiddag kl. 14.00 inviterer Lokalcenter Brabrand til en hyggelig film-eftermiddag. På programmet er ”Vagabonderne på Bakkegården”.
I eftermiddag kl. 16.30-17.30 inviterer Brabrand Kirke til ”Livet fortalt i sange” med sognepræst Simon Emil Koefoed og organist Michael Østergaard Jensen. Arrangementet er en del af kirkens temauge om livsfortællinger.