Som en del af optakten til lørdagens 3. divisionskamp i fodbold mellem Brabrand IF og Young Boys arrangerede Brabrand Divisions Fodbold affaldsindsamling i samarbejde med Facebookgruppen Én for Holdet. 137,5 kilo affald blev det til, fortæller initiativtager til Én for Holdet, Lisbeth Olesen. “Fantastisk indsamling i dag i samarbejde med Brabrand IF. Jeg har slet ikke antal på hvor mange der deltog, men et gæt er at vi var over 60 børn og voksne,” skriver hun på Facebook. På billedet ses Lisbeth Olesen sammen med to andre hovedkræfter.
Østjyllands Politi har siden i nat kl. 01.58 været til stede på Lily Brobergs Gade i Gellerup, hvor politiet fik en anmeldelse om skyderi. “Vi har ved vores undersøgelser fundet 6 skudhuller i et vindue til en privat bolig. Ingen personer er blevet ramt. Vi ser med stor alvor på sagen og har i nat foretaget undersøgelser, søgt efter spor og talt med vidner, og vi kommer til at opholde os i området mens disse undersøgelser pågår,”skriver politiet om sagen. Østjyllands Politi vil gerne høre fra vidner eller personer som har opholdt sig i området omkring Lily Brobergs Gade i nat omkring kl 02.00 eller andre personer, som har oplysninger i sagen.
I dag fra kl. 10.00 holder lokalområdets tre kirker sogneindsamling til støtte for Folkekirkens Nødhjælp. I år er der fokus på mennesker ramt af krige og katastrofer i blandt andet Gaza, Ukraine og Zimbabwe.
Til lørdagens fodboldkamp på kunstgræsbanen ved Brabrandhallen var alle frivillige omkring Brabrand IF´s 3. divisionshold i fodbold i sving for at gøre kampen til en god oplevelse for de fremmødte tilskuere. Blandt andre hovedformand i Brabrand IF, Kim Groth, rundt med den mobile kaffeudskænkning.
Lige inden nedrivningen af Hejredalskollegiet dukkede en stenskulptur op på grunden, og den blev reddet, inden de store maskiner kom til og fjernede alt på grunden. Skulpturen blev lavet af kunstneren Søren Wullum, Ørvadsvej, til kollegiets beboere for 25 år siden. Nu er den kommet til ære og værdighed igen i det nye boligområde, Trekanten, der er opført af AP pension. Foto: Birgitte Juncher Andersen.
Det nye nummer af Brabrand Boligforenings beboerblad, Skræppebladet, er udkommet. Læs bl.a. om EU-dom, udviklingsplaner, renoverings-kaos, skrald, nybyggeri, busruter, og om at håndværksafdelingen BB Service er lukket. Du finder den digitale udgave af bladet her.
Fra mandag den 10. marts og 2 måneder frem udstiller musiker Jørgen Nielsen, som den første, et udvalg af sine fotos fra udstillingen ”Slum Blues” i Dansk Musiker-Forbunds afdeling i Aarhus. Jørgen Nielsen portrætterer med ”Slum Blues” fattige menneskers vilkår i Filippinerne. Jørgen Nielsen (f. 1951) er kendt som bassist i en lang række rock, blues og jazz sammenhænge men har derudover også rejst og fotograferet på en række kontinenter.