Unges brug af lattergas og hardballpistoler er et stigende problem i Gellerup, og derfor inviterer Beredskabet, Det boligsociale hus og lokalforeninger til informationsaften på fredag d. 13. december kl. 17-20 i festlokalet Stars på Holmstrupgårdvej 18. Tilmelding senest den 12. december send SMS til 28 15 97 73.
I dag kl. 12-16 er der julemarked på Langdalsvej 75 hos Mr Ruby og LuksusBank. I et opvarmet telt i gården kan du købe håndværk, julepynt, kranse, gløgg, marmelade og meget andet.
I eftermiddag kl. 16.00 slår Gellerup Kirke dørene op for årets julekoncert med kirkens eget kirkekor. Kirkekoret kaster sig i år ud i en rigtig klassiker, nemlig Vivaldis Gloria. Værket akkompagneres af et kammerorkester bestående af 7 musikere fra miljøet omkring Aarhus Symfoniorkester.
I formiddag kl. 11.00 er der vaskeægte topkamp i Brabrandhallen, når rækkens nummer et, Brabrand Håndbold, tager imod nummer to, Aarhus Fremad, i kvindernes 3. division.
Gellerup Kirke fik i foråret smadret alle ruderne i underetagen. Regningen lød på lidt over 111.000 kroner. Pengene betales af Folkekirkens Forsikringsenhed, skriver Jyllands-Posten (kræver abonnement).
Danske Diakonhjem er klar til at drive plejehjem i Gellerup. A. Enggaard A/S og PKA vil opføre et plejehjem som en del af et kommende byggeri mellem Gudrunsvej og Ringvejen. “Vi vil inddrage beboerne, kirken og organisationerne i området til at lave det bedst mulige plejehjem, der afspejler beboersammensætningen i området”, siger direktør Emil Tang, Danske Diakonhjem, til Jyllands-Posten.