Lørdag var sidste åbningsdag på Gellerup Bibliotek, der i december rykker ind i det nye Sports- og Kulturcampus på Karen Blixens Boulevard. Der var kage, flødeboller og kaffe, og mange af bibliotekets gode venner benyttede chancen til at komme forbi og sige farvel og tak for godt samarbejde. Blandt andre holdt Bit Boel fra Gellerup Kirke tale og sagde tak for samarbejdet omkring Fredspladsen, og Vibeke Harsberg fra Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv fortalte om det gode samarbejde gennem årene.
På Gellerup Biblioteks sidste åbningsdag var der desuden musikalsk optræden ved Hüseyin Arac, som er leder Folkeinformation på biblioteket. Det socialdemokratiske byrådsmedlem viste sig at være dygtig på det tyrkiske strengeinstrument, saz, og sange et par vemodige tyrkiske sange.
Der er igen corona-smitte i omløb, og det betyder, at Aarhus Kommune har gen-etableret muligheden for at få en kviktest i City Vest. Der er åbent dagligt – i dag, søndag, kl. 11-16, og i hverdagene kl. 9-19. Desuden kan du også blive PCR-testet og corona-vaccineret i City Vest.
I morgen, mandag kl. 16.30, kan du i Laden, Edwin Rahrs Vej 6B, høre mere om, hvad det vil sige at være ordblind, hvordan skolen undersøger det, og hvad du kan gøre som forælder. Tre ansatte fra Kompetencecenter for Læsning og Kompetencecenter for DSA (dansk som andetsprog) hjælper med at give svar på de mange spørgsmål.
Gobaad Kulturforening er i fuld gang med at skabe en række “flydende” kunstværker. Projektet startede i sidste uge og fortsætter i morgen, mandag d. 8. november.
Torsdag aften holdt Ingrid Ank, leder af Grundtvig-Akademiet, foredrag om Grundtvig. Der var god interesse for arrangementet, der blev holdt i Gellerup Forsamlingshus på Gudrunsvej 82.