De store mængder sne, der faldt forleden, er ikke kun til gene for trafikken, men giver også helt nye muligheder for alle, som elsker naturen. Eksempelvis udgør True Skov et enestående område, hvis man holder af at løbe på ski. Peter Tranum Thomsen har taget dette fine foto af det overvældende naturområde i fuld sol.
Østjyllands Politi fraråder ikke længere al unødig udkørsel. Der er dog stadig meget glat stort set alle steder, og der er udsigt til hård frost de kommende dage, så Aarhus Kommunes salt har begrænset effekt. Kommunens parkeringsvagter genoptager parkeringskontrollen søndag morgen.
Snerydningen i Gellerup har de seneste dage været udsat for stor kritik, og de fleste steder har beboerne selv måttet i gang. På Karen Blixens Boulevard må man også klare sig med en trampesti, mens der til gengæld er ryddet på den anden side af hegnet, hvor MT Højgaard er i gang med at bygge en ny skole. “Lidt provokerende at stavre af sted på fortovet, som kun er nødtørftigt renset og fyldt med sne og is, og kunne se ind på det fine rene fortov lige på den anden side af det gule hegn,” skriver Helle Hansen, som har taget billedet.
Hele lørdagen var der fyldt med boder i Samlingshuset i Sports- og Kulturcampus. Mange lokale beboere solgte hjemmelavet mad til støtte for ofrene i Gaza. Mardmarkedet var det fjerde af en række, hvor lokale beboere går sammen om at indsamle penge til nødforsyninger til krigens ofre.
Livsværkstedernes café er i fuld gang med flytte til nye lokaliteter i City Vest. De næste par år vil Café Vita have til huse i lokalet bag Matas, hvor blandt andet Rasmus Klump-restauranten tidligere har ligget. Fredag eftermiddag var der ved at komme styr på køkkenet, og Livsværkstedernes leder Mette Fenger og køkkenleder Ina Gröne lover, at det mandag vil være muligt at kigge forbi og få en kop kaffe. Foto: Helle Hansen.