Her i februar er der fortsat muligheder for at få fine naturbilleder omkring Brabrand Sø og Årslev Engsø, hvis man er dygtig med et kamera. Det er Mette Krull, som på nordsiden af Årslev Engsø har fanget disse tre rådyr, der falder fint ind i naturens vinterfarver.
Hver onsdag kl. 10-11 kan du være med i et fællesskab, “De glade motionister”, der går eller løber en tur i lokalområdet. Motionsholdet er startet af Folkesundhed Aarhus Vest, og mødestedet er ved Globus 1, Gudrunsvej 3A.
1. januar tiltrådte Kristian Würtz som ny direktør i Brabrand Boligforening, og boligforeningen har nu interviewet ham til hjemmesiden. ”Det har tidligere været ubevidst for mig, hvor meget Brabrand Boligforening har været med til at forme den by, jeg er vokset op i. Vi gik på Bella Venezia i City Vest og spiste pizza, jeg er konfirmeret i et sæt tøj fra Gellerup Junior, og vi gik i svømmehallen her. Alle de ting var jeg ikke klar over, at boligforeningen har været med til at forme for byen,” siger han i artiklen.
I formiddag kl. 10.30 inviterer Brabrand Kirke til et arrangement, hvor fire lokale borgere, intensiv-sygeplejerske Michéle Sharon Flinta Verhoek, malermesterparret Susanne og Michael Jørgensen og provst Esben Andersen fortæller om deres arbejde og deres liv. Tilmeldingsfristen er overskredet.
I eftermiddag kl. 14.45 starter en spændende håndbold-eftermiddag i Brabrandhallen med en kamp i herrernes 3. division, hvor Brabrand IF i jagten på points i bunden af rækken tager imod Vejle HK.
Senere søndag, kl. 16.30, kan du igen se en spændende håndboldkamp i kvindernes 2. division. Her tager Brabrand IF imod et af topholdene, Hornslet IF.
Brabrand IF´s bedste kvindefodboldhold tog lørdag hul på træningskampene med en kamp mod Kolding IF Pige Akademi U18 DM. Kolding er et godt U18DM-hold, som var i bedre form og bedre sammenspillet end Brabrand, og det blev til et nederlag på 0-3, men træner Hans-Martin Lauesen var alligevel tilfreds. “Vi fik set nogle af de nye spillere i kamp og de fik absolut vist at de bliver en gevinst for holdet”.