De røde containerbygninger ved Nordgårdhallen, som huser Information Vest, skal på pension. Containerne har hidtil huset en permanent udstilling om Gellerupparkens udvikling, og desuden har bygningerne dannet rammen om kulturoplevelser for store og små. Fremover vil events, rundvisninger, oplæg, m.m. tage afsæt i det nye Sports- og Kulturcampus lidt længere oppe ad Karen Blixens Boulevard, fortæller Sophie Rasmussen, som er daglig leder af Information Vest.
Den tidligere anfører for Brabrand IF´s 2. divisionshold i fodbold, Jesper Brinck, var tæt på at skrive kontrakt med Middelfart i 3. division, men blev valgt fra i sidste øjeblik – og nu vender han hjem til Brabrand i stedet – og det bliver lidt som at komme hjem, siger han til Bold.dk: “Jeg var der fra sommeren 2012 til vinteren 2019, og jeg kender rigtig mange i klubben. Tom (Søjberg, red.) er stadig træner, og han var der i stort set hele min seneste periode. Der bliver nok også taget hensyn til, at man har et arbejde,” siger han.
GLS-pakkeshop i City Vest er midlertidigt lukket. Butikscentret henviser i stedet til indlevering og afhentning af pakker hos Q8 tankstationen på Silkeborgvej i Åbyhøj eller Dagli’Brugsen på Spobjergvej. Man kan også sende pakker med Postnord, som har indlevering/modtagelse ved Føtex i City Vest. “Der arbejdes på en løsning, og vi forventer at åbne GLS-pakkeshoppen i City Vest igen hurtigst muligt”, skriver City Vest.