I eftermiddag kl 14.30-16.30 inviterer Skjoldhøj Grønne Nabofællesskaber til Julehygge Workshop på Grimhøjgaard, Grimhøjvej 20. Du kan deltage i én af 3 aktiviteter og i øvrigt nyde julehyggen på gården. Alle er velkomne – deltagelse er gratis.
Fredag kom julestemningen for alvor til City Vest, da orkestret YoungBrass spillede julen ind foran Café Norr. YoungBrass er et børne- og ungdoms-brassband, som hører under Skanderborg Kulturskole, og som ledes af Jesper Andersen, Louisevej.
Søndag kl. 16.00 kan du i Gellerup Kirke opleve Gellerup Kirkekors traditionsrige julekoncert. Denne gang opføres værker og arrangementer af den unge amerikanske komponist Dan Forrest. Der er gratis entré.
“Der er en stemning af, at byens stolte sønner vender hjem over Zar Paulos næsten udsolgte koncert fredag aften på Train.” Sådan indledte Musikmagasinet Gaffa anmeldelsen af fredagens koncert, som magasinet tildeler fem stjerner. “En velspillet fest var det, med tankevækkende tekster, og det er en fornøjelse at se et band, der står lige midt i deres gennembrud, og givetvis bliver endnu større næste år,” skriver magasinet. Flere af Zar Paulos medlemmer har rødder i Brabrand.
Stadig flere beboere i Gellerup kommer i arbejde. En af dem er Faisal på 22 år, som siden 1. november har arbejdet i Café Europa, som ligger i Blixens. Her hjælper han til i køkkenet. Jobbet fik han ved selv at gøre en opsøgende indsats. Det er han glad for, både fordi det giver ham mulighed for at lære nye mennesker at kende og prøve sine kompetencer af i nye omgivelser. ”Det er fedt at have et arbejde og at kunne forsørge sig selv, samtidig med at jeg kan følge min egen udvikling og forbedringer”, siger han i en artikel hos Brabrand Boligforening.