Hvis du i dag skal på tur rundt om Brabrand Sø eller Årslev Engsø, kan du være heldig at møde denne vogn ved Byleddet. Ud over is, pølser og pandekager kan du også købe lokalt produceret øl fra Aarhus Nanobryg i Årslev.
Aarhus Kommunes naturfolk har været på opdagelse i True Skov. En skattejagt kalder de det i denne video, hvor de blandt andet tager dig gennem Voldbækken og ud til den nye shelter ved Lyngby. Endnu et forholdsvis ukendt område er vådområdet ved Skjoldhøjskolen, hvor en gangbro fører dig gennem vildnisset. Du kan se videoen fra skattejagten her.
Brabrand Boligforenings blad, Skræppebladet, er gået på jagt efter historierne bag de nye vejnavne i Gellerup. I denne artikel fortæller de om Inger Christensen, som gav navn til en vej, der forbinder Karen Blixens Boulevard og Gudrunsvej. Hun var en af de mest betydelige digtere og forfattere i Danmark og er måske mest kendt for digtsamlingen “Det” fra 1969.