Gellerup Sogn ligger stadig faretruende nær grænsen for nedlukning på grund af eskalerende coronasmitte. Lørdag kunne Statens Serum Institut melde om 52 nysmittede den sidste uge. Det giver en incidens – antal smittede pr. 100.000 indbyggere – på 557. Det vil sige, at Gellerup nærmer sig grænsen på 600. Smitteprocenten vokser også og er nu 6,11 procent.
De aktuelle testmuligheder i 8220 Brabrand ser således ud: PCR-test lørdag og søndag kl. 9.00-16.30 Nordgårdhallen, Tinesvej 31. Kviktest alle dage kl. 8.00-20.00 Brabrand Mejeri, Gjellerupvej 105, 9.00-19.00 både i Nordgårdhallen, Tinesvej 31 og i City Vest, 2. etage.
Brabrand IF´s jyllandsseriehold fik lørdag eftermiddag ørerne i maskinen i Søften, hvor det blev til et nederlag på 2-6 i oprykningspuljen til danmarksserien. Brabrand var ellers kun bagud 2-3 indtil få minutter før afslutningen, hvor hjemmeholdet scorede tre mål på stribe. Brabrand ligger nederst i puljen.
Brabrands kvindehold i jyllandsserien fik tre nemme points til kontoen, da Als Boldklub ikke mødte frem til lørdagens kamp på Brabrand Stadion. Brabrand ligger fortsat nummer to, tre points efter Horsens Freja.
Der er igen kommet kreaturer i True Skov i området ved Espenhøj. Dyrenes ejer, Jesper Hansen, vil i år forsøge at lave et kogræsserlaug hvor man har mulighed for at købe oksekød billigt, mod at man deltager i opsynet med dyrene. Studene er af racen Skotsk Højlandskvæg og 100 % økologiske. Prisen bliver 75 kr. pr. kilo slagtet kød. Du kan kontakte Jesper Hansen via email Meinby@gmail.com.