På trods af vejrgudernes luner lykkedes det lørdag eftermiddag beboerne på “Lille Mariedalsvej” at skabe den helt rigtige julestemning på den lille stikvej. Der var især først på eftermiddagen – indtil det begyndte at hagle! – godt besøg til familiernes forskellige boder, hvor de med assistance fra familier og venner stod klar med salg af mange forskellige fine ting.
Brabrand IF´s håndboldkvinder i 2. division var lørdag eftermiddag en tur i Thisted for at spille mod Thy Håndbold. Resultatet blev 23-23, og det ene point betyder, at Brabrand øgede afstanden til bundplaceringerne en smule. Holdet er nu nummer ni med to points afstand tik nedrykningsstregen.
Søndag kl. 13-15 inviterer café Æblehaven ved Brabrand Sø til at komme og lave juledekorationer i de naturskønne omgivelser omkring caféen. Deltagerne starter med at gå en tur ved Brabrand Sø og samle materialer, som man kan pynte dekorationerne med. Æblehaven har åbent kl. 10 – 17.
I aften kl. 20.00, når DR2 viser “Danmark synger julen ind”, kan du blandt andet møde fem børn fra Naturklubben i Gellerup, som sammen med deres leder, Anja Tobiesen, præsenterer en lille film om hverdagen i Naturklubben. Du kan læse mere om Naturklubben her.
Der er fortsat uro i Brabrand IF Fodbold på grund af Divisionsforeningens planer om, at holdene i 2. division skal have en kontrakttilladelse med effekt fra sæsonen 2023/24, hvor klubberne minimum skal have fire kontraktspillere ansat på bibeskæftigelsesvilkår. I løbet af ugen blev forslaget diskuteret blandt divisionsklubberne, og bestyrelsesmedlem Andreas Rasch-Christensen frygter fortsat, at forslaget kan blive vedtaget, selvom intet endnu er afgjort.
Efter et pænt fremmøde til tilbuddet om vaccination uden tidsbestilling i City Vest er antallet af vaccinerede i Gellerup Sogn nu oppe på 66 procent, skriver Jyllands-Posten. Der er dog stadig et stykke op til det gennemsnitlige niveau i Aarhus Kommune. Her er 76,4 procent nu vaccineret. “Vi har brugt rigtig mange kræfter på at få det gode budskab ud i områder som Gellerup Sogn, hvilket vi har gjort i samarbejde med lokalområdet. Men det er vanskeligt at få folk med, som allerede har besluttet sig for ikke at tage imod vaccinen,” siger leder af sundhedsstaben i Aarhus Kommune, Hanne Linnemann.