Århus Klatreklubs nye lokaler i Sports- og Kulturcampus i Gellerup var lørdag fyldt med ivrige klatrere, da klubben var vært for det danske mesterskab i reb-klatring. Billedet er fra formiddagens indledende runde, hvor man kæmpede for at kvalificere sig til finalerunden senere på dagen.
I aften kl. 20 på Gellerupscenen er Århus Sangskriverværksted vært for Sangskriverforestillingen FRED. Entré: 60 kr., der betales ved indgangen. Koncerten er en del af Music City Aarhus 2022. Du kan læse mere om projektet her.
Brabrand IF´s danmarksseriehold i fodbold lukkede og slukkede for efterårssæsonen med en flot 3-1-sejr i Odense mod B.1909. Lasse Meyer bragte Brabrand foran allerede efter fem minutter, men det blev 1-1 efter 20 minutter på et selvmål af forsvarsspilleren Honoré Kalala, inden Henry Cromack igen bragte Brabrand i spidsen. Føringen blev udbygget efter 61 minutter på straffespark af Morten Ostenfeld. Med sejren har Brabrand igen kontakt med midterholdene, når sæsonen fortsætter efter vinterpausen. Billedet er fra den seneste kamp mod Varde og er taget af Henrik Andersen.
I dag kl. 11.30-14.00 er der i Gellerup Kirkes underetage fernisering på en kunstudstilling af Mette Askholm Coates. Udstillingen består af både malerier og lamper. Udstillingen kan ses hele december i kirkens åbningstid. Læs mere om arrangementet her.
På onsdag skal Aarhus Byråd beslutte fremtiden for det område, der kaldes Fredspladsen i Gellerup. Området omfatter bygningerne Gudrunsvej 78-82, som blandt andet har huset Gellerup Bibliotek, Gellerupscenen og et hostel, da Aarhus var europæisk kulturhovedstad. Fotograf Per Ryolf har samlet en serie af billeder fra området, han har taget gennem de seneste ca. 10 år.
På tirsdag d. 29. november inviterer Samvirket i Gellerup igen til kvartalsmøde. Det foregår i Samlingshuset i Sports- og Kulturcampus, Karen Blixens Boulevard 23 – samme bygning som det nye bibliotek i Gellerup. Emnet for kvartalsmødet er den kommende nye skole i Gellerup.
I sidste uge holdt Brabrand Boligforening i beboerhuset Laden reception for Keld Albrechtsen, som gennem 10 år har været boligforeningens formand. Her var samarbejdspartnere, bestyrelseskollegaer og beboerrepræsentanter samlet for at hylde og takke for samarbejdet. Du kan læse om fejringen her hos Brabrand Boligforening.