I eftermiddag kl. 14.00 opfører Salling Cirkus Kids deres juleshow hos Cirkus Tværs på Karen Blixens Boulevard 27b. Det bliver festligt julecirkus med masser af glade og dygtige børneartister, lover Cirkus Tværs. Børne- og ungdomsartisterne fra Skive-egnen er nogle af de allerbedste akrobater i hele Danmark, så der er masser at glæde sig til. Der er gratis adgang.
Vandet er igen forsvundet fra Byleddet/Søskovvej, og Aarhus Kommunes vejfolk færdiggjorde lørdag rengøringen af vejen, så forbindelsesvejen til Stavtrup igen er åben.
Fodbold-artisten Maymi Asgari fra Skovgårdsparken er blevet nomineret til en stor international fodboldpris under kategorien “Best Video Creator”. Fodboldspillere som Ronaldo, Messi, Bonmati og Sam Kerr er nomineret inden for andre kategorier. “Kæmpe ære at være nomineret blandt så kæmpe fodboldspillere,” skriver hun på Facebook. Prisen bliver kaldt for Dubai d’Or. Top 7 med flest stemmer går videre til finalen. Du kan stemme på Maymi Asgari her.
Bageriet Hartmeier på Hovedgaden er blevet nomineret til titlen som Danmarks Bedste Bageri af organisationen Opdag Danmark. En afstemning er i gang, og Hartmeier ligger lige nu lidt langt nede på listen med 193 stemmer. Du kan være med til at stemme bageriet op på listen ved at sende en sms til 5251 0987 og skrive koden “BAG 201”.
I dag fortsætter flere af weekendens begivenheder i Brabrand. Blandt andet på Gasværket, hvor der kl. 11-16 vil være julemarked med en masse boder, hvor du kan købe dine julegaver. Du kan også forfriske dig med et glas gløgg og lune æbleskiver. Husk også at der på førstesalen er kunstudstilling med malerier, skulptur og keramik.
Desuden er begge Brabrandhaller fra kl. 9 fyldt med unge badmintonspillere fra hele Østjylland, der dyster ved Brabrand IF Badmintons åbne stævne. Og blomsterværkstedet Numero 46 på Langdalsvej 46 inviterer kl. 10-16 til julestue, hvor alle er velkomne til at kigge forbi til et glas og en småkage.
Gellerup Bibliotek var fredag vært for en hyggelig workshop i selskab med Det Finurlige Flyselskab, hvor de unge i Junior Rangers assisterede, og en masse glade børn med familier deltog.