GrimFest har nu de fleste navne på plads til årets festival-program i dagene d. 1.-3. august, og du kan også få et overblik over, hvilke navne der spiller hvornår på Bonzai og Skovscenen. Her får du for eksempel fredags-programmet. Hvis du vil købe billet, kan du gøre det her.
I dag kl. 10-15 inviterer Brabrand IF Petanque til Petanquesportens Dag på Engdalsvej – på grusstykket bag ved Brabrandhallerne. Du skal bare møde op, så garanterer klubbens medlemmer store smil og en masse sjov med petanque, det kendte kuglespil, i fokus.
Brabrands fodboldkvinder skuffede lørdag eftermiddag, da holdet i 2. division besøgte bundholdet FC King George. Det blev til et 0-2-nederlag til det skadesplagede Brabrand-hold, der stillede op til kampen med kun to udskiftningsspillere. Hjemmeholdet kom foran i slutningen af første halvleg og fordoblede føringen 10 minutter før tid. Til sidst fik Camilla Berg mulighed for at pynte på stillingen for Brabrand på et straffespark, men det lykkedes hende ike at score på muligheden.
Brabrand IF´s jyllandsseriehold i fodbold for mænd kæmper med blandt de bedste i rækken og skulle lørdag eftermiddag forsøge at tage tre points i kampen mod Holstebro. Men trods mange målchancer forblev stillingen 0-0, og Brabrand forbliver på tredjepladsen i rækken efter Aarhus Black Vipers og Lemming IF. Foto: Henrik Andersen.
32 dygtige artister optrådte lørdag eftermiddag for et stort publikum i det flotte cirkustelt i Haveforeningen Søvang. Mange hundrede mødte op og var med til at skabe rigtig cirkusstemning hos Cirkus Tværs i det lune forårsvejr.
Veteraner som Kenan Hajdarevic og Selim Genc var tilbage på banen for Vatanspor i lørdagens bundkamp mod Ikast FC, og det var medvirkende til, at holdet fik en vigtig 2-0-sejr i kampen om at undgå nedrykning. Holdet er nu tredjesidst men er formentlig nødt til at sikre sig yderligere sejre i de sidste kampe for at klare frisag.
Den exceptionelle Mads Bærentzen Trio gæstede i torsdag aften Folkehuset Gellerup på en lun sommeraften, hvor jazzede toner og liflig hyldeblomstsaft smeltede sammen og bredte sig til publikum som en fælles, svingende harmoni, som gjorde det svært at sidde stille. Det blev en stor oplevelse for de mange, som hørte koncerten i folkehusets lokaler på Gudrunsvej 80. Foto: Ulla Bording Jørgensen.