Frivillige fra Østjyske Lyst- og Fritidsfiskere havde lørdag en fin dag ved Voldbækken, hvor der blev udplantet vandplanter, først og fremmest vandranunkler, dernæst brøndkarse og lidt smalbladet mærke. “Vi ser frem til opgang af mange gydefisk, og at de mange gydestryg tages i brug allerede her det første år,” skriver formand Arne Bager på Facebook.
Brabrand IF holdt lørdag foreningsdag, hvor der især var stort fokus på, hvordan de fysiske rammer på idrætsanlægget ved Engdalsvej kan blive forbedret. Ved afslutningen af dagen blev der nedsat flere udvalg, som nu skal arbejde videre med planerne.
Brabrand IF havde en tung tur til det sønderjyske lørdag eftermiddag. I Tønder blev det til et 1-2-nederlag til FC Sydvest 05, der scorede begge mål inden for de første 10 minutter af kampen. “Vi har aftaler, som vi vælger at fravige. Det har været vores nemisis her i efteråret. Der er lang vej tilbage i kampen, når vi kommer bagud så tidligt, og vores spil bliver låst,” sagde Brabrands træner Tom Søjberg efter kampen til Stiften.
I dag spiller de to lokale jyllandsseriehold afgørende kampe i den spillerunde, der formentlig bliver sæsonens sidste. Kl. 11.00 gæster Brabrand IF de statskundskabs-studerende IFSK ved Hasle Skole. Og kl. 13.00 tager Vatanspor imod topholdet, Fuglebakken KFUM på banen ved Sødalskolen.
I eftermiddag kl. 16.00 er der koncert i Brabrand Kirke med den unge pianist Alexander Ventegodt. Ved koncerten vil han spille musik af bl.a. Chopin og Rachmaminoff. Der er fri entré.
I aften kl. 18.00 går Brabrands håndboldkvinder i 2. division ind til endnu en svær kamp, når Tved kommer på besøg i Brabrandhallen. Kampen kan meget vel blive årets sidste efter statsministerens udmeldinger om blandt andet et strammet forsamlingsforbud.
Ligeledes i aften kl. 18.00 afholder Opgang2 og Arabisk Dansk Kulturhus i Stars Festlokaler, Holmstrupgårdvej 18, en poetisk aften med digte og musik. Aftenen vil blandt andet byde på en håndfuld digte fra Søren Marcussens digtsamling ”aldrig før” på dansk og i arabisk oversættelse, ved Imad Kaaouach. Oplæsningerne vil være akkompagneret af musikerne Mads Horsbøl og Bilal Chabaan.