Der var god opbakning til fredagens folkekøkken i Toveshøj, hvor over 50 personer fredag aften mødte op til fællesspisning. Der var somalisk mad på menuen, og chefkokkene Shamso og Nawal fik solid hjælp i køkkenet af deres venner og familie. “Det var virkelig lækkert og hyggeligt med nye gæster fra nær og fjern. Næste fællesspisning finder sted midt i ramadanen, fredag den 29. marts (Langfredag), hvor vi skal være med til at bryde fasten sammen. Her arbejder vi på, at alle medbringer en ret, så vi kan lave en fælles buffet,” skriver forkvinde for afdelingsbestyrelsen, Anett S. Christiansen.
I lørdag eftermiddags træningskamp mod Thisted FC måtte Brabrands målmand Casper Vedel-Birch Andersen udgå med en flækket læbe. Henrik Andersen fangede situationen med sit kamera, hvor man kan se den højt løftede albue, der kostede målmanden en tur på skadestuen.
Hele søndagen er der liv og glade dage i Brabrandhallen, hvor mange hold i Brabrand IF Håndbold har hjemmekamp. Der er en masse tiltag, som skal skabe unik stemning i hallen som for eksempel salg af popcorn, indløbsmusik, speak og scoringsmusik.
I dag kl. 14-20 er der igen kæmpe madmarked i Samlingshuset ved Gellerup Bibliotek, til støtte for ofrene for konflikten i Gaza. Der er masser af lækre retter, desserter, smukke smykker, unikt palæstinensisk tøj, vægdekorationer og meget mere til salg.
“Foråret er på vej… og det er årets første forestilling i Cirkus Tværs også.” lyder det glædesstrålende fra Cirkus Tværs. Sæt kryds i kalenderen ved d. 21. marts kl 17.00, hvor Cirkus Tværs byder på cirkusforestilling i egne lokaler i Sports- og Kulturcampus, Karen Blixens Boulevard 27. “Det er som altid gratis, godt og åbent for alle. Vi ses på i Gellerup,” skriver Cirkus Tværs i invitationen.