Lørdag var dagen, hvor kandidaterne til kommunalvalget var på gaderne for at hænge valgplakater op. Her ser du en af de lokale kandidater, Peter Nørskov fra Socialdemokratiet, i en af byens lygtepæle.
For den radikale Rabih Azad-Awad endte dagen med dårlig omtale i Stiften, da hans medhjælpere brød aftalerne om, hvornår man måtte begynde at hænge valgplakater op, og tyvstartede i gågaden i Aarhus. Det har Stiften skrevet denne historie om.
Vatanspor fik lørdag en vigtig udesejr i jyllandsserie 1, da holdet vandt 2-1 i Frederikshavn. Sanel Kapidzic udlignede Frederikshavns føring i første halvleg mens sejrsmålet blev scoret af Samuel Kafili Nielsen ca. ti minutter før slutfløjt. Holdet sluttede kampen med ni mand, da to spillere fik gule kort, men formåede at kæmpe sejren i hus. Vatanspor er nu nummer fire og har kurs mod oprykningsspillet.
I eftermiddag er der spændende fodboldkampe på Brabrand Stadion. Kl. 14.00 spiller Brabrands kvinder i kvindeserien en af de afgørende kampe om oprykningen til 1. division. Modstanderen er Dalum/Næsby fra Odense.
Senere søndag eftermiddag, kl. 16.15, overtager Brabrands tophold i jyllandsserien banen for at dyste mod gæsterne fra Helsted Fremad. Også her er Brabrand fortsat godt med i toppen af rækken.