Lørdag kom der nye beboere i True Skov – nærmere bestemt højdedraget Espenhøj, hvor de godmodige dyr af racen skotsk højlandskvæg nu går rundt og græsser i området. Man kan sagtens færdes i indhegningen, men bør undlade at medbringe hunde. Det er landmand Jesper Hansen, som har udsat dyrene i området.
I dag kl. 12-18 afholder Fredens Moské sammen med en række foreninger en stor Eid-fest på fodboldbanen i Toveshøj, hvor alle er velkomne. Der er blandt andet konkurrencer, hoppeborg, mulighed for en ridetur og en tryllekunstner. Billetter kan købes ved indgangen på selve dagen.
Fodboldklubben Vatanspor er for alvor kommet i gang i jyllandsserien, efter at sæsonen startede med et nederlag i Holstebro. Lørdag besøgte holdet Lemming, hvor det blev til en snæver 1-0-sejr på mål af Marcus Kalala.
I eftermiddag kl. 14-16 holder Gellerup Museum på Gudrunsvej 16, 6.th. søndagsåbent. Ud over at nyde den formidable udsigt kan du også glæde dig til at se flere forskellige udstillinger på museet. Du kan blandt andet opleve udstillingen “Gellerups Glade Gavl” eller se Brabrand Boligforenings 25-års jubilæumsfilm fra 1973, fra dengang Gellerup var barn.