Mangler du stadig at finde det perfekte juletræ, så er der rig mulighed for at gøre det i Brabrand de kommende dage. Vinkælderen holder åbent både søndag kl. 10-16 og mandag kl. 12-17.30 og sælger juletræer i gården. Du kan også købe juletræ ved Rema 1000 eller på Dyssehøjvej 18. Endelig sælger Jim Rupert Arildskov også juletræer fra Langdalsgaard på adressen Langdalsvej 44B.
I dag kl. 16.00-16.30 i City Vest kan du møde julekalender-legenden Pyrus og synge med på ”Det’ jul, det’ cool” og andre kendte julesange. Desuden kan børnene kl. 11-16 besøge City Vests juleværksted og lave deres egen julepose, julefyrfadslys og julebag.
Vaskeriet i Søvangen fik kort før jul endnu en pris som påskønnelse for det arbejde, man gør for udviklingshæmmede og beboere i Søvangen. FO-Aarhus har valgt at uddele de penge, organisationen sparer på at udsende trykte julekort, og 5000,- gik til Vaskeriet. Læs mere på Vaskeriets Facebook-side.
Familie-Journalen har været på besøg i Engleværkstedet hos genbrugsbutikken Danmission i Hovedgaden. Hvert år laver en kreds af frivillige op mod 1500 engle, som blandt andet bliver solgt på julebasaren i Sognegården. Englene foldes af gamle bibler og salmebøger. Du kan læse artiklen her.