Brabrand IF Fodbold skal have et skur ved kunstgræsbanen. For at få klubbens penge til at strække længst muligt, har klubben besluttet selv at bygge det. I efteråret blev fundamentet støbt, og lørdag begyndte opførelsen af selve skuret. “Dagens hold var effektivt og vi kom langt. Der vil komme flere arbejdsdage i fremtiden. Så rig mulighed for at bidrage,” lyder det på klubbens Facebook-side.
Den gyldne port i Gellerup er sammen med 14 andre renoveringsprojekter i Aarhus-området indstillet til Renover-prisen, der udloves af Realdania og Grundejernes Investeringsfond. Det er andet år, at Den gyldne port indstilles til prisen, skriver Stiften. Porten er skabt ved at fjerne en stor del af boligblokken på Gudrunsvej og derefter lægge en tagetage ind aller-øverst.
De 13-17-årige unge i lommepenge-projektet Lommeguld får stadig flere opgaver at løse, og derfor søger Det boligsociale hus en arbejdsleder, som kan stå i spidsen for mindre grupper af unge, når de skal ud og løse opgaver for virksomheder og organisationer i lokalområdet. Du kan læse mere på Facebook-siden Yggdrasil.