Lørdag eftermiddag måtte Brabrand IF i 2. division for mænd notere endnu et nederlag i nedrykningsspillet, da det blev 1-2 på Hancock Arena i Skive. Især i første halvleg haltede Brabrand bagefter, og holdet kom allerede efter seks minutter bagud 0-1 på en stor forsvarsfejl af Daniel Lundholm, der resulterede i en friløber til Skive. Brabrand kunne let have været bagud med flere mål ved halvleg, men først i anden halvleg fordoblede Skive føringen, inden Mikkel Frandsen på teknisk flot vis reducerede til 1-2 med et kvarter tilbage af kampen.
I dag kl. 11-15 er der affaldsindsamling i Gellerup og Toveshøj. Alle mødes ved enten Laden eller Samlingshuset/Gellerup Bibliotek, hvor der er handsker, poser og snappere, du skal bare møde op. Efter et par timers indsamling af skrald samles alle i Samlingshusets store sal til en eftermiddag med fokus på skrald.
Fodboldklubben ACFC fortsætter med at imponere i serie 1, efter at det i indledningen blev til et par nederlag. Lørdag blev det hjemme på Arena Vest i Gellerup til en sikker 3-0-sejr over det tidligere storhold fra AIA/Tranbjerg – alle målene blev scoret i første halvleg. ACFC er nu nummer tre i rækken.
Til gengæld kniber det for Vatanspor i jyllandsserie 2. Lørdag måtte holdet acceptere endnu et nederlag, denne gang på 0-1 til Aarhus Black Vipers. Den tidligere målsluger i Brabrand IF Kenan Hajdarevic gjorde comeback i kampen for Vatanspor, hvor også en anden veteran, Can Dursun, vogter målet for holdet.
Lørdag kl. 20.26 blev en 24-årig mandlig bilist anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Tinesvej.