Lørdag eftermiddag inviterede Sports- og Kulturcampus sammen med lokale aktører og foreninger til Hallo! Gellerup, hvor alle, som havde lyst, kunne komme med på oplevelsesture rundt i Gellerup. Her var det muligt at opleve bydelens kultur, natur, historie og nogle af områdets mange mad-aktører.
I eftermiddag kl. 16.00 får Brabrand Kirke besøg af den århusianske vokalduo Gadekær, bestående af Nikolaj Anton Berg og Freja Nørager. Duoen optræder sammen med vokalgruppen Kaika, en ambitiøs vokalgruppe med base i Aarhus, der blev dannet i 2020, og som har udviklet sig til en stærk og seriøs vokalgruppe, der synger med nerve og personlighed. Der er gratis entré til koncerten.
Vatanspors jyllandsseriehold i fodbold formåede lørdag eftermiddag at tilføje rækkens absolutte tophold det kun andet nederlag i hele sæsonen, da det hjemme ved Sødalskolen blev 2-1 over Aarhus Black Vipers. Vatanspor scorede to hurtige mål i det første kvarter og formåede så at holde topholdet væk fra målet i store dele af kampen. Sejren betød, at Vatanspor kom væk fra nedrykningspladserne.
Brabrand IF´s andethold i fodbold for mænd måtte lørdag eftermiddag tage tomhændede hjem fra Rønde, efter at det i jyllandsserie-kampen blev 0-1 mod TRIF, der scorede kampens eneste mål fem minutter før tid. Brabrand ligger nu pludselig placeret blandt de tre nederste hold.
Lørdag kl. 22.05 blev en 30-årig mandlig bilist, anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden, da han blev standset af en patrulje på Silkeborgvej.