I formiddag kl. 11.00 inviterer Sdr. Aarslev Kirke til Vintermøde, hvor stadsdirektør Niels Højberg først prædiker, og der fortsættes derefter til Sognegården i Brabrand, hvor der er frokost kl. 12.30. Efter frokosten vil Niels Højberg holde foredrag om ”Hvordan laver vi en kommune på det levede livs præmisser?”
Brabrand Håndbolds herrer i 3. division var i går igen en tur i Nordjylland, denne gang for at spille mod Vestbjerg. Resultatet blev et stort nederlag på 21-32. Det betyder, at Brabrand fortsat ligger på en af de nederste pladser i rækken.
I dag fra kl. 10.30 dyster 10 af de bedste motionsvolleyhold i Østjylland på Tovshøjskolen i DGI-turneringen, som afsluttes i marts.
I eftermiddag kl. 16.00 åbner Jydsk Antikvariat, J.P. Larsens Vej 17, dørene for en koncert med bandet MOLDE, der spiller nærværende og sanselig dansksproget folk og country. Entré 70 kr. Det er en god ide at bestille billet på forhånd hos Jydsk Antikvariat (21 40 03 99/lovebooks@mail.dk), da der ikke er så mange billetter tilbage.