I dag kl. 13.00 kan du være med til at hylde Brabrand IF Håndbolds herrehold, der netop har sikret sig oprykning til 3. division efter en sejr midt på ugen på udebane over HEI. Holdet har i en årrække spillet i 3. division, men rykkede sidste år ned. Holdet møder hjemme i Brabrandhallen ASA.
I dag tager Brabrand og Årslev afsked med provst Esben Andersen. Kl. 9.00 er der afskedsgudstjeneste i Sdr. Årslev Kirke og kl. 11.00 i Brabrand Kirke – med efterfølgende reception i sognegården, hvor alle også er velkomne.
Det blev for andet år i træk FC København og AGF, der mødtes i finalen ved Elite Cup Gellerup for landets bedste u12-hold. Og det blev en meget jævnbyrdig kamp, der til sidst måtte afgøres på straffespark. Her løb FC København igen med sejren, ligeledes for andet år i træk.
Tirsdag kl. 19.30 inviterer Gellerup Kirke til salmedigtercafé med Arne Andreasen, som af mange bliver betegnet som glædens poet. Salmerne akkompagneres af Gellerup Kirkes husorkester. Der er gratis entré.
Lørdag kl. 21.25 blev en 24-årig mand anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Karen Blixens Boulevard i Brabrand.
Fredag kl. 21.30 blev en 30-årig mand anholdt og sigtet for narkokørsel, da han blev standset af en patrulje på Louisevej. Den 30-årige mand blev desuden sigtet for kørsel i frakendelsestiden og kørsel i et stjålet køretøj.