I dag er det fastelavns søndag, og det betyder en række hyggelige arrangementer for børn flere steder i Brabrand.
Kl. 11.00 inviterer Den Flyvende hane og Ibens Kaffehus byens børn til at slå katten af tønden i gården på Hovedgaden 53. Der er præmier til kattedronninger og -konger og masser af slik i tønderne.
Kl. 11.30 er der ligeledes tøndeslagning foran Gellerup Kirke.
Kl. 13.00 er der fastelavn i Toveshøj. Der har været bestilling af slikposer til børnene.
Kl. 14.00 er der fastelavns-gudstjeneste i Brabrand Kirke, og derefter bliver der slået katten af tønden på pladsen foran kirken.
Lørdag blev Oliven Spejderne lanceret som et spejderkorps. Det betyder, at spejderne i Gellerup nu kan starte nye spejdergrupper i landets forskellige byer, særligt i socialt udsatte boligområder. Desuden nærmer Oliven Spejderne sig et medlemskab i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), så de kan få støtte og flere ressourcer. “Vi takker Det Danske Spejderkorps (DDS) for samarbejdet og støtten hele vejen i gennem. Vi ser frem til flere år med et godt samarbejde. Vi er i dialog med DDS med henblik på at finde en associeringsmodel,” skriver Oliven Spejderne på Facebook.
På trods af mange nye spillere i Brabrand IF´s 2. divisionstrup, mener sportschef Andreas Rasch-Christensen stadig, at Brabrand er en af favoritterne til at rykke ned. Han håber dog, at klubben kan klare skærene. Jeg føler, at vi er mindre skrøbelige nu. Udfordringen ved nye spillere er, at det skal hænge sammen. Det er for tidligt at sige, om det kan løfte vores niveau markant, men det håber jeg og tror på,” siger Andreas Rasch-Christensen til Bold.dk.
Har du ideer til nye kulturprojekter i og omkring Gellerup? Så har du mulighed for at søge støtte hos Gellerup Kulturmidler. For at have en chance for at få støtte i 2023, skal du møde op til pitchmøde på tirsdag den 21. februar kl. 16.00-18.30 på Gellerup Bibliotek, Sports & Kultur Campus, Karen Blixens Blvd. Du kan læse mere om mødet og ansøgningsproceduren her. Deadline for at indsende ansøgningen er fredag den 17. marts.