Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv er flyttet ind i det nye Sports- og Kulturcampus i Gellerup, hvor lokalarkivet har fået et lokale ved det nye Gellerup Bibliotek. Henrik Andersen og Bent Hansen repræsenterede lokalarkivet og overrakte Kronprins Frederik bogen Brabrand under besættelsen, da byggeriet åbnede d. 8. december. Hovedparten af arkivets materiale er endnu ikke pakket ud og afventer, at der d. 6. januar kommer arkivskabe.
Livsværkstederne holdt forleden julehygge for de faste gæster i den sociale café, Café Vita i City Vest. Det blev samtidig afskedsarrangement for Livsværkstedernes leder gennem godt to år, Gritt Rhinstrøm, som har fået nyt job.
Mike Kaljos afsked med Brabrand IF er i den forløbne uge blevet markeret flere steder, blandt andet i Jyllands-Posten, hvor den 32-årige fodboldspiller kalder sine 10 år i klubben for sit længste kærlighedsforhold til dato. “Man skulle næsten tro, at jeg var forlovet med klubben. Der ligger noget dybt følelsesmæssigt for klubben, for det var her, jeg kom til, da jeg rykkede teltpælene op og flyttede fra Nordjylland for 10 år siden,” siger han til avisen.
Der var stor travlhed i vaccinationscentret i City Vest i sidste uge. Alene i tirsdags blev der vaccineret 511 personer. Af dem fik 41 første stik, 46 andet stik og 401 tredje stik, oplyser Aarhus Kommune.