Den nye bistro på Hovedgaden 53, Den Flyvende Hane, er nu snart klar til at flyve. Fredag holdt bistroen forsøgsvis åbent og serverede take away fra bistroens menukort. “En aldeles lovende og ikke mindst rar og indbydende “Bistro” har set dagens lys på Hovedgaden 53″, skriver en af kunderne, Tue Lautrup, på Facebook. Læs mere senere om spisestedets planer.
Husk at der i dag er affaldsindsamling overalt i landet – og en del steder i Brabrand. Du kan få et overblik via denne side hos Danmarks Naturfredningsforening.
Sødalskolen er igen lukket som en konsekvens af de høje smittetal i Gellerup Sogn. Det betyder, at alle elever må tilbage til virtuel undervisning, men der vil dog være nødpasning i SFO´en, forklarer skoleleder Karen Henriette Jessen i denne video på skolens Facebook-side. “Alle eleverne har været så glade for endelig at kunne møde ind, så det bliver en rigtig trist meddelelse, jeg skal ud med nu,” siger hun i denne artikel hos Jyllands-Posten.
Tirsdag d. 27. april starter Brabrand IF motionsfodbold for kvinder. Hver tirsdag kl. 20.00-21.30 er der træning på banerne ved Engdalsvej. “Vi stiller ikke krav om, at du har en eneste dribling eller et eneste mål på dit CV. Så det eneste, du skal medbringe er dit gode humør og lysten til at lege sammen med en flok ligesindede kvinder,” skriver klubben i denne begivenhed.