Fotograf Jørgen Nielsen tager fortsat fantastisk fine fotos af årstidernes skiften i ådalen. Forleden fangede han kl. 8.18 morgensolen på sin tur til vest-enden af Brabrand Sø. Du kan i øvrigt komme med fotograf Jørgen Nielsen på tur til Eskelunden og blive inspireret til at tage bedre billeder. Du kan være med, uanset om du bruger smartphone eller almindeligt kamera. Han guider dig til at se motiver og forstå lyset. Du kan tilmelde dig her.
En håndfuld spejdere og forældre fra Valhalla Gruppe var lørdag trukket i arbejdstøjet og hjalp Ren Natur med at samle affald i Skjoldhøjkilen. “Der var heldigvis ikke særligt meget på stierne. Men på alle steder hvor der kan køre biler og parkere biler var der bemærkelsesværdigt meget affald,” skriver Valhalla Gruppe på Facebook.
Brabrands andethold i jyllandsserien skulle lørdag eftermiddag forsøge at få points ud af opgøret på udebane mod Lyseng, men det gik ikke, som holdet havde håbet. Frederik Hoe bragte ellers Brabrand foran midt i første halvleg, men hjemmeholdet fik hurtigt udlignet. I anden halvleg måtte Brabrand se Lyseng score to gange til slutresultatet 3-2. Da Søften samtidig vandt 4-1 over Åbyhøj, er Brabrand nu fire points efter førstepladsen.
Der er endnu mere fodbold på programmet i dag, hvor Vatanspor kl. 13.30 tager imod Hjørring IF på anlægget ved Sødalskolen. Også Brabrands hold i kvindeserien skal i aktion. Her gælder det kl. 13.00 en kamp på udebane mod Fredericia KFUM.