Lørdagens flotte solrige men kolde vintervejr trak masser af familier udendørs, og Brabrandstien og området ved rostadion var fyldt med mennesker. I løbet af natten var vandet i Brabrand Sø for alvor frosset til is, og det gav pludselig helt nye lege langs søbredden.
Til gengæld var der helt øde i naturområdet vest for Helenelyst, hvor Voldbækken slyngede sig smukt og indbydende. Vores Brabrand var på tur sammen med Per Falk Bredgaard og Ivan Pedersen for at afprøve forskellige muligheder for at registrere vandreruter, så andre også kan få glæde af dem.
Igen i dag er det muligt at blive testet for corona-virus i Nordgårdhallen – og det er uden tidsbestilling. Meldingerne går på, at der stort set ikke er kø. Adressen er Tinesvej 31. Åbningstiden er 9-16.
Samvirket i Gellerup skulle d. 26. januar have holdt et festligt og stemningsfuldt årsmøde, men det må som så meget andet aflyses. I stedet holder Samvirket et kvartalsmøde, der bliver afholdt online via Zoom. Mødets tema bliver “Livet under corona”.
Lørdag kl. 14.21 blev en 24-årig mandlig bilist stoppet af Østjyllands Politi på Bagerivej og sigtet for kørsel uden førerret.