Brabrands fodboldkvinder i 2. division etablerede sig lørdag på førstepladsen i rækken ved at vinde 2-0 i lokalopgøret mod JAI. Kampen blev spillet på kunstgræs i Viby, hvor Sofie Obel bragte Brabrand foran midt i første halvleg. Den stilling holdt frem til ni minutter før tid, hvor Christina Fensbæk fordoblede føringen. Arkivfoto: Henrik Andersen.
I dag kl. 10-14 har Kræftens Bekæmpelse landsindsamling. I Brabrand møder indsamlerne i sognegården, hvor der også er afslutning og bl.a. lodtrækning om en stribe fine præmier sponseret af lokale virksomheder. Du kan stadig nå at melde dig som indsamler ved at henvende dig i Brabrand Sognegård.
I dag kl. 12.00 åbner Brabrand IF Tennis sæsonen på anlægget i Brabrand Bakker med standerhejsning. Der er tale af formanden, kage og et glas vin, inden det går løs på de forårs-forberedte baner. Alle er velkomne.
Brabrands danmarksseriehold i fodbold for herrer fik lørdag endnu et point til samlingen, da det blev 0-0 i Odense mod topholdet Tarup-Paarup. Hjemmeholdet havde op til kampen fyret træner Simon Ditlevsen og i stedet ansat den tidligere superliga-profil Carsten Hemmingsen. Men det lykkedes ikke at nedbryde det hårdt kæmpende Brabrand-hold, der nu har spillet fire af sæsonens første fem kampe uafgjort.
Vatanspors jyllandsseriehold vendte sent lørdag eftermiddag tilbage til anlægget ved Sødalskolen efter en vinter på kunstgræs andre steder i bydelen. Det blev til en 2-0-sejr over gæsterne fra Thorsager-Rønde IF, hvilket bringer Vatanspor godt med i rækken. Hjemmeholdet kom foran midt i anden halvleg, og 1-0-stillingen holdt sig helt frem til kampens sidste minut, hvor det lykkedes at fordoble føringen.
Det fine forårsvejr giver mulighed for træning i naturen, og det gør, at Folkesundhed Aarhus Vest nu inviterer til åben træning i Gellerups bypark om mandagen. Kl. 12-13 er der træning for mænd, mens kvinderne træner kl. 13-14.