Spejderne i Valhalla Gruppe kan på grund af corona-restriktioner desværre ikke invitere hele Brabrand til den traditionelle Skt. Hans-fest ved Stadepladsen. I stedet kan du d. 23. juni opleve Sct. Hans Aften online på Facebook eller via hjemmesiden skthans.valhallagruppe.dk. Årets taler er direktør på Kvindemuseet og beboer i Årslev, Julie Rokkjær Birch. Du kan se hele programmet her.
Træner for Brabrands fodboldhold i 2. division, Tom Søjberg, var en glad mand efter lørdagens sejr på 2-1 i København over BK Frem. “I dag viste vi igen vores Brabrand-DNA og stod sammen og kæmpede for hinanden. Det var en virkelig flot holdpræstation”, sagde han efter kampen til Stiften.
De såkaldte busbørn føler sig isolerede og ensomme og klarer sig generelt dårligere end deres jævnaldrende, som går på lokale skoler, viser et forskningsprojekt fra Trygfonden. Tidligere boligsocial leder i Gellerupparken, Henning Winther, foreslår på TV2 Østjylland, at man indretter skoledistrikter, hvor man har en balanceret fordeling af både ressourcestærke og ressourcesvage familier.
Sangeren Isam B er vært på Radio4 og besøgte forleden sognepræst Niels Hviid i Gellerup Kirke til en samtale om religionsdialog og drømmen om et samfund med plads til forskellighed. Du kan høre udsendelsen her.
Søndag kl. 02.25 blev en 18-årig mand anholdt og sigtet for spirituskørsel, da han blev standset af en patrulje på Silkeborgvej, fortæller Østjyllands Politi i døgnrapporten.