Brabrand Kulturuge fortsætter i dag med flere spændende arrangementer. Kl. 10-16 kan du blandt andet besøge Atelier JP17B, J.P. Larsens Vej 17B, der holder fernisering. Atelieret har også åbent de følgende dage kl. 10-16.
Ligeledes i dag kl. 12-16 holder Jydsk Grafisk Værksted reception, hvor gæsterne kan møde nogle af de grafiske kunstnere, som udstiller deres kunsttryk. Du finder Jydsk Grafisk Værksted på Engdalsvej 69A i kælderen.
Der har lørdag aften mellem kl. 20.45 og 22.10 været indbrud i en beboelse på Udsigten i Brabrand, oplyser Østjyllands Politi.
I eftermiddag kl. 14-16 holder Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv byvandring hen ad Vestergade (i dag Hovedgaden). Her vil Svend-Erik Christiansen og Henrik Andersen fra lokalarkivet fortælle om, hvordan livet og butikkerne var i 1950’erne.
I dag kl. 13.00 spiller Brabrand IF den anden kamp i den nye sæson i 2. division. Det går løs på udebane mod Holstebro, og spillerne varmede lørdag op ved som en del af træningen at sætte en masse reklameskilte op langs Brabrand Stadion.
Bokseren Reda Zamzam inviterede lørdag eftermiddag til åbning af Zamzam Boxing Academy i kælderen på Tovshøjskolen. De mange fremmødte kunne selv prøve at gå løs på sandsække mm., og så var der desuden optræden af de lokale unge dansere i Black Top Team.
Brabrand IFs kvinder i serie 1 tog lørdag en pause fra turneringskampene, hvor holdet som regel vinder stort, og spillede en træningskamp mod U18 DM-holdet fra Kolding Q. Det blev til en 5-3-sejr på hjemmebanen Brabrand Stadion. Foto: Henrik Andersen.
Det kører ikke helt for fodboldklubben Vatanspor i øjeblikket. Onsdag måtte holdet sluge et 1-5-nederlag til Aarhus Fremad i pokalturneringen, og lørdag gik det galt i jyllandsserie-kampen mod VSK Aarhus. På banen ved Sødalskolen vandt gæsterne fra VSK Aarhus med 1-0.
Vores Brabrand skrev fejlagtigt i fredagens nyhedsbrev, at der søndag på Gasværket er solokoncert med Clara Guldberg Ravn. Men det er faktisk først mandag kl. 19.30, at hun fremfører nyskrevet klassisk musik, assisteret fra kulissen af Johan Blixt og Gustav Lindsten, som både er medkomponister og som også styrer den elektroniske underlægningsmusik. Der er gratis entré.