I dag kl. 12-16 er der loppemarked ved Hovedgaden 32, hvor ejendomsmæglerfirmaet EDC tidligere holdt til. Steen Benjaminsen, som lejer ejendommen i en periode, indtil den skal bruges til et andet formål, har inviteret private sælgere til at få en gratis stadeplads, og pladserne blev hurtigt udsolgt. Der vil også være åbent i det nye ishus og i pop-op-butikken ved siden af.
Omsider tager smittekurven tilsyneladende et dyk i Gellerup Sogn. Lørdagens tal fra Statens Serum Institut viser 32 nysmittede i sognet i løbet af den seneste uge, og det tal skal ses i forhold til torsdagens tal på 41 smittede. Også incidensen – antallet af smittede pr. 100.000 indbyggere – faldet til nu 343. Smitteprocenten er dog stadig høj: Den var lørdag 4,6 procent.
Sæsonen nærmer sig afslutningen for Brabrand IF´s jyllandsseriehold i fodbold, der lørdag eftermiddag tog imod Åbyhøj i det klassiske naboopgør. Det blev en tæt og spændende kamp, der endte med endnu et nederlag til Brabrand – denne gang på 3-4. Holdet ligger nederst i puljen, men kan dog ikke rykke ned.
KollektivByen i Gellerup har fået endnu en indflytter, nemlig West Wind Boys, der er et kreativt design- og reklamebureau bestående af de to gutter Nikolaj og Steffen, to kreative gutter der begge er født og opvokset ved den jyske vestkyst. “Vi er inspireret af den hårde vestjyske natur og det vores mission er at skabe stærkt design og tydelig kommunikation der kan stå fast i en verden hvor alting hele tiden er i forandring,” skriver de på hjemmesiden.
Fodboldklubben Idræt og Venskab Foreningen, IVF, i Toveshøj inviterer nu også pigerne ud på fodboldbanen. Mandag kl. 17.00 står klubbens nye pigetrænere klar til at tage imod nye pigespillere på fodboldbanen ved den tidligere Tovshøjskolen.