Brabrand skal ikke længere være hovedsæde for en af landets store virksomheder. Den familieejede milliardkoncern Lars Larsen Group rykker hovedsædet væk fra kontorhuset i Sødalsparken. Fra udgangen af 2023 skal de ca. 60 ansatte i koncernselskabet arbejde i Silkeborg frem for i Brabrand. Til gengæld bliver datterselskaberne – herunder Jysk – i Brabrand, skriver erhvervsmediet Finans.
I dag er der sogneindsamling i Årslev, Brabrand og Gellerup sogne. Der samles ind til Folkekirkens Nødhjælps indsatser flere forskellige steder i verden. I Brabrand og Årslev kan du melde dig som indsamler hos Lars Broni, larsbroni@outlook.dk. I Gellerup går sogneindsamlingen i gang fra Gellerup Kirke kl. 11.30. Du kan tilmelde dig hos Gellerup Kirke på tlf. 8625 1810 eller email gk@gellerupkirke.dk
I dag kl. 11.00-12.30 er der ligeledes affaldsindsamling i Gellerup og Toveshøj. Mød op kl. 11.00 ved beboerhuset Laden (Edwin Rahrs Vej 6b) eller Samlingshuset v. Verdenspladsen (Karen Blixens Boulevard 23). Efter oprydningsdagen er der suppe, kage og kaffe på Fredspladsen.
Kulturkollektivet er igen klar med arrangementer, men rykker nu sine arrangementer ind på Dokk1. Søndag d. 19. marts kl. 14.00 kan du dér opleve Den Store Tryllekunstner & Hans Kanin. “Vi fik desværre afslag på midler til at fortsætte med vores arrangementer på Gellerupscenen i foråret 2023, da Aarhus Kommune mener den lokale forankring er for spinkel, og de ikke tydeligt kan se, hvad midlerne anvendes til,” skriver Kulturkollektivet på Facebook.
Et kuld af nye fodboldtalenter er godt på vej i Brabrand IF. Holdet har i u13-rækken fået lov til at spille i Liga 1-rækken og tog lørdag hul på sæsonen på kunstgræsbanen i Brabrand mod de jævnaldrende fodboldtalenter i Horsens fS. Det endte med en sikker 3-0-sejr til Brabrand efter en chancerig kamp. Foto: Henrik Andersen.
Beboer-bestyrelsen i Bispehaven skriver til Aarhus Byråd, at byrådet bør genoverveje placeringen af den kommende skole i Gellerup – eller sikre en mere sikker skolevej for børnene fra Bispehaven: “Der er stor sandsynlighed for, at flertallet af børn og unge vil benytte den mere direkte, men trafikalt mere usikre, vej til skole langs Ryhavevej. Derfor bør det indtænkes, at beliggenhed og tilgangsruter gør det muligt for børnene i Bispehaven at færdes sikkert til og fra skole. Eksempelvis ved at indtænke en tunnel eller bro,” skriver formand Alex Young Pedersen i følge Din Avis Aarhus.
Beboer i Helenelyst, Julia Rolsted Stacey, står bag en fotoudstilling, som du i denne tid kan se i Mellemrummet ved Gellerup Bibliotek. “Alle fotos er fra gå eller cykelture i Brabrand. Jeg har boet i Brabrand i mange år og synes, at vores natur er skøn,” skriver hun i Facebook-gruppen Brabrand Beboerne.