45 spillere og ledere fra Brabrand IF er ankommet til Megasaray Club Belek i Antalya i Tyrkiet til en uges træningslejr. Ud over klubbens 2. divisionsherrer deltager også danmarksserietruppen og flere af u19-holdets talentfulde spillere. Ud over flere gange daglig træning byder ugen også onsdag på en kamp mod en international modstander.
Lørdag d. 18. februar kl. 15 giver pianisten Jens Jakob Velasco Hansen koncert hos klaverfirmaet Juhl Sørensen på Engmarken 22 i Brabrand. Han vil til koncerten introducere forskellige værker af Schumann, Liszt og Khachaturian for publikum, og koncerterne tager cirka en time.
I de sidste fire år har Gellerups Glade Gavlmalere spredt kulør og godt humør rundt om i Gellerup. På onsdag d. 15. februar åbner udstillingen Gellerups Glade Gavle, hvor du kan opleve resultaterne af deres anstrengelser – og se planen om, hvordan deres ultimative projekt, “den røde gavl” på enden af en af boligblokkene på Gudrunsvej kan komme til at se ud. Udstillingen foregår på Gellerup Museum, Gudrunsvej 16, 6. th., hvor der er fernisering onsdag kl. 14-16.
Lørdag d. 4. marts kl. 19.00 kan du opleve arabisk musik og historiefortælling på Café Mellemfolk i Aarhus. Nours Musikorkester står for musikken, mens Chadi Abdul-Karim fortæller historier. Entré ved indgangen: 50 kr. Arrangør er Yallah.dk