Valhalla-spejderne er på juletur til Friluftscenter Sletten ved Ry, og de er i fuldgang med at løse årets opgave med udgangspunkt i “Hotel Valhal”. “Vi skal have befriet julemanden som Jætterne har kidnappet,” lyder årets opgave. På billedet står Heimdal klar ved siden af Bifrost og byder velkommen.
I eftermiddag kl. 16.00 inviterer Gellerup Kirkekor traditionen tro inden for til en klassisk julekoncert. Hovedværket i år er Missa Brevis i Bb-dur af W. A. Mozart. Der vil også være værker af bl. a. Ola Gjeilo og Kim André Arnesen. Dirigent er Martin Lysholm Hornstrup. Der er gratis adgang.
Der var tæt på fuldt hus, da den svenske jazz-sangerinde Viktoria Tolstoy fredag aften med sin velspillende trio stod på scenen på Gasværket – “en kunstner med en kæmpe udstråling og en fantastisk stemme”, konstaterede musikforeningen Jazzværket efter koncerten. Det var Jazzværkets sidste koncert i år. Foto: Jørgen Nielsen, Horisontfotos.