Cirkus Tværs præsenterede lørdag forestillingen “Et hav af følelser”, der er blevet skabt i et tæt samarbejdet med Balletakademiet og Aarhus Musikskoles kor og orkestre. Det blev en totaloplevelse, hvor de to fortællere guidede publikum gennem en rørende historie, der blev understreget af en række af Cirkus Tværs´ cirkusartister. Lørdagens to forestillinger skulle egentlig være afholdt på Verdenspladsen, men var rykket indendørs i Cirkus Tværs´ træningssal.
Det blev et trist after party for Brabrands fodboldspillere efter pokaltriumfen over AC Horsens i onsdags. Hjemme på Aura Park måtte holdet i 2. division se sig slået af bundholdet FA 2000 fra Frederiksberg med cifrene 1-2. Rasmus “høvl” Kirkegaard Jensen bragte ellers Brabrand IF foran efter 19 minutter, men gæsterne kom tilbage 10 minutter senere og udlignede til 1-1. Og i anden halvleg slap Brabrand endnu et mål ind, før jagten til sidst gik ind på gæsternes føring. Men det var en af de dage, hvor tingene ikke ville lykkes for “de blå brasilianere”. Foto: Henrik Andersen
I formiddag kl. 11.50 går Brabrands håndboldmænd i 3. division på banen i Brabrand Idrætscenter for at hente vigtige points i toppen af rækken. Dagens modstander er AGF. Sidste søndag kunne Brabrand-spillerne indkassere de to points uden at spille, da modstanderen VRI meldte afbud. Brabrand har fire points for tre kampe i toppen af rækken.
I dag kl. 11-14 inviterer afdelingsbestyrelsen i Toveshøj til loppemarked i Laden. “Kom til en hyggelig dag, hvor der kan købes kaffe, the, kage og juice,” lyder det i invitationen fra afdelingsbestyrelsen.
Ejendomsmægler-kæden EDC AROS i Brabrand flytter fra Hovedgaden, skriver virksomheden på Facebook i forbindelse med en hyldest til Brabrand IF efter pokaltriumfen i onsdags. EDC er sponsor for holdet, og det fortsætter man med, skriver EDC AROS på Facebook: “Selvom vi flytter i nye lokaler i Åbyhøj, er vores opbakning til Brabrand IF uændret. Vi bliver ved med at være synlige i Brabrand og bakke op om klubben – både på de almindelige kampdage og når pokalmiraklerne sker,” skriver EDC.
Selvom vi nu er nået ind i november, har Madkiosken midt i Gellerup stadig mange initiativer på vej. Du kan blandt andet glæde dig til langbordsmiddag med madfællesskabet Syv Munde d. 12. november, og tre dage efter, d. 15. november, er Madkiosken sammen med bl.a. Gellerup Kirke medarrangør af eventet Kig Ind. Det bliver en guidet tur rundt i Gellerup for især nyere beboere i lokalområdet og andre interesserede, afsluttet med fællesspisning i Madkiosken. Desuden vil der som altid være varm mad på menuen manda, tirsdag og onsdag kl. 17-19.



