Beboere på Inger Christensens Gade, Gudrunsvej og Edwin Rahrs Vej har de seneste dage været generet af en kraftig hyletone. Det er byggevirksomheden A. Enggaard A/S, der tester brandalarmen på det nye kontorhus OPS Gellerup på hjørnet af Karen Blixens Boulevard og Edwin Rahrs Vej. De sidste tests foregår i morgen, torsdag, i tidsrummet 07.00-18.00, oplyser virksomheden.
Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Arkiv og Det Gamle Gasværk holder lokalhistoriske aftener torsdag d. 17. januar kl. 19.30 og onsdag d. 23. januar kl. 19.30 på Gasværket. Billetter á 50 kr. inkl. kaffe og kage kan fra den 2. januar 2019 købes i Danmission Genbrug i Hovedgaden. Læs mere her
Brabrand Håndbolds herrehold i 3. division åbnede tirsdag aften forårssæsonen med et nederlag på 40-29 på udebane mod Hørning, der ligger i den øverste halvdel af rækken. Brabrand er fortsat næstsidst.
Til gengæld fortsatte kvinderne i jyllandsserien den gode stime og hentede en 33-20-sejr på udebane over Christiansbjerg. Brabrand vandt efterårets pulje og har derfor fået 2 ekstra points med fra start og topper derfor med 4 points.
Gellerup Kirke holder i eftermiddag kl. 16.30 fyraftenssang. En time med nyt og gammelt fra højskolesangbogen. Kirkens organist Martin Hornstrup fortæller og spiller på klaveret til sangene. Alle er velkomne.